Af Alice Damgaard Sprotte, Kommunikation og Public Affairs
Foto: Fra musikforløb på Dybkær Specialskole

Efter- og videreuddannelsen i ”Musik, Psykologi og Sundhed” har givet Betina Snebang nye og mere effektive redskaber til at hjælpe hjerneskadede børn med at kommunikere. Nu er hun ikke længere så optaget af at lære børnene at udtale ordene rigtigt. I stedet sammensætter hun korte musikforløb, hvor de trommer, improviserer med lyd og stemme, danser og bevæger sig.  Musikken er en måde at skabe kontakt med børnene uden egentlig at bruge sproget – og i det samspil udvikler børnenes kommunikation sig.

”Før tænkte jeg tit, at når børnene ikke kan tale, så skal jeg fikse det. Men det er ikke alle børn, der har et sprog – og ikke alle børn udvikler deres sprog. Jeg bruger de musikalske forløb til at få øje på børnenes evner inden for kommunikation og samspil med mennesker. For uanset om vi taler sammen, leger sammen eller skaber musik sammen er der en bagvedlæggende puls, rytme og timing,” siger Betina Snebang.

Betina Snebang er som logopæd uddannet i at arbejde med sprog- og talevanskeligheder. Hun vejleder børn og voksne i sprog, tale og kommunikation på Dybkær Specialskole i Silkeborg. Dels underviser hun elever i tale og sprog, og dels vejleder hun kollegaer og forældre i, hvordan de kan støtte børnenes sproglige udvikling. Eleverne på skolen er mellem 6 og 16 år, og de har alle betydelige og varige funktionsnedsættelser, og mange af dem har flere diagnoser og hjerneskader. Man kan ikke bare træne hjerneskader væk, og det er derfor en udfordring at udvikle børnenes sprog.

Musikken kickstarter sprog og fællesskab

Betina er også uddannet musiklærer, og hun har altid brugt musikken og ved, at ’den virker’ – for det har hun kunnet mærke. Hun har tidligere ikke haft et fagligt sprog for, hvorfor den virker så godt i mødet med de børn og unge, hun arbejder med til dagligt. Det har hun fået på uddannelsen.  

”Vi havde en autistisk dreng, som gentog, hvad vi sagde til ham. Når vi spurgte ham: ’Hvad vil du lave?’ Så svarede han: ’Hvad vil du lave?’ Han kunne godt forstå beskeder, men han havde svært ved selv at bruge ordene. Jeg sammensatte et forløb til ham, hvor vi brugte trommer til at improvisere. Vi trommede på skift – ligesom i en samtale. Bagefter oplevede de i klassen, at han blev bedre til at svare på spørgsmål. Det gjorde også, at han kunne være mere med i klassens fællesskab,” siger Betina Snebang.

Før uddannelsen ville hun typisk have testet drengens ordforråd og øvet opbygning af sætninger sammen med ham, så han på den måde trænede sprog og udtale. Med de nye redskaber fra musikterapien kunne hun rykke på noget mere fundamentalt hos drengen. Hun fandt ud af, hvordan han kommunikerede, og kunne hjælpe ham til at tage ’sin tur’ i fællesskabet.

Det med at skiftes til at ’tage tur’ er helt grundlæggende i musikterapien. Den mekanisme tager vi ofte for givet i en samtale, hvor vi siger noget på skift. Selvom børnene ikke kan tale, så kan de stadig lære at ’tage tur’ og på den måde indgå i fællesskabet og samspillet mellem mennesker. Betina oplever, at musikken ofte gør det lettere for børnene.

”Børnene kan dele oplevelser og følelser med andre gennem musikken. Samtidig skaber musikken en struktur, som appellerer til dem. De synes nogle gange, at verden er farlig og uforudsigelig, de forstår ikke altid talesprog, og deres måder at udtrykke sig på ser helt anderledes ud. Musikken er en måde at komme i kontakt med dem, som gør, at vi kan kommunikere sammen, ” siger Betina Snebang.

Fagsproget er almen viden på arbejdspladsen

Det er ikke kun Betina Snebang, der har fået glæde af uddannelsen. Det samme har hendes kollegaer på Dybkær Specialskole.

”Jeg har fået et fagligt sprog for, hvordan jeg kan arbejde med kommunikation og musik med hos børnene. Uddannelsen har givet mit arbejde med musik og sprog en tyngde, og jeg tør sætte min viden i spil,” siger hun.

Hun vejleder sine kollegaer i, hvordan de kan tage viden om børnenes måder at kommunikere på med i hverdagen – når de leger, gynger, hopper eller går en tur sammen. Der er tit en lærer eller pædagog med i forløbet med børnene, så de selv kan se og prøve, hvad det drejer sig om. Det gør, at en del af hendes nye viden er blevet almen viden blandt kollegaerne.

På Dybkjær Specialskole har det at styrke nærværet og samspillet med børnene stor værdi. Betina og kollegaerne er blevet bevidste om de små, næsten umærkelige forandringer, som når et barn kan koncentrere sig lidt længere, end det plejer. De er også blevet opmærksomme på, at de kan gøre flere forskellige ting for de børn, hvor samspillet kan være svært.

Betina oplever, at kollegaerne er blevet mere opmærksomme på de relationer, de danner med børnene – og forsøger at lære, hvordan de opnår bedre kontakt og skruer op og ned for elementerne i samspillet med børnene.

”Når børnene føler sig trygge ved samspillet, så er der mulighed for at udvikle sig og lære noget nyt. Det er det her nærvær, som vi kan bruge professionelt til at opbygge gode og trygge relationer til børnene. Det kan se ud, som om at vi leger og hygger os – men det er et stykke kvalificeret pædagogisk arbejde,” afslutter hun.