Centerets overordnede forskningsperspektiver

Ambitionen er at benytte den kommende sorgdiagnose som afsæt til at opbygge et internationalt førende forskningsmiljø for sorgforskning, der beskæftiger sig med alle sorgens væsentlige psykologiske, kulturelle og kliniske aspekter. Målet er at opbygge et forskningscenter, der bliver førende på globalt plan inden for tre områder: (I) Sorgforskning specifikt, (II) forskning i psykiatriske diagnosers betydning psykologisk og sociologisk med særlig henblik på den kommende sorgdiagnose og (III) kulturanalyse bedrevet via analyse af menneskelige lidelsesformer, hvilket er en tradition, der går tilbage til bl.a. Durkheim, Freud og kritisk teori som hos Horkheimer, Adorno og senere Honneth, hvor lidelseserfaringen (her af sorg) bliver indgangen til forståelse af den kulturelle situation som sådan. Vi mener, at centeret vil kunne integrere disse tre områder på banebrydende måder, hvilket også vil repræsentere en syntese af hovedansøgers forskningsinteresser.

Da sorg er et eksistentielt og processuelt fænomen med mange aspekter, vil de enkelte forskningsprojekter udfolde sig ud fra tre grundlæggende dimensioner:

1. Sorgens personlige og eksistentielle dimensioner - temaer vil her bl.a. være sorgens fænomenologi (dvs. den umiddelbare oplevelse af tab og sorg), sorg i et livsløbsperspektiv (livslange konsekvenser af tidlige tabserfaringer), sørgendes erfaringer med diagnosticeret sorg (med fokus på dilemmaer mellem adgang til hjælp og patologisering) samt forskelle i sorgforløb (bl.a. gennem udvikling af en metode til belysning af sorgens ”affektive logik”.
2. Sorgens kulturelle dimensioner- her vil forskningsspørgsmålene angå sorgens kulturelle transformation fra religiøse og moralske til psykologiske og medicinske optikker, sorg som ritualiseret praksis (undersøgelse af aktuelle kulturelle konventioner for praktiseringen af sorg – og den eventuelle mangel på ritualer), sorg som offentlig og kollektiv praksis i bl.a. onlinefora (fx sociale medier) og mindesmærker, ændrede institutionelle praksisser i forlængelse af ny sorgdiagnose og sorg som markør for en generel samfundsmæssig udvikling (hvad fortæller de måder, sorgen i dag opfattes og håndteres på, om vores idéer om menneskets vilkår og lidelsen?).
3. Sorgens naturdimensioner - her vil grundlæggende spørgsmål om sorgens naturlige udtryk og funktion blive stillet: Findes der en naturlig måde at sørge på (på tværs af kulturer)? Kan sorg i nogen form overhovedet siges at være en psykisk lidelse? Har sorg en evolutionspsykologisk funktion? Lader sorgen sig i det hele taget begribe evolutionært? Sorg, lidelse og død: Hvorledes er det muligt at tænke om og finde plads til sorg i en tid, hvor mennesket undgår at forholde sig til døden og søger at eliminere alle former for lidelse?

 
Målet er at begribe sorgens mange facetter både for at opnå en tilbundsgående forståelse af fænomenet, men også i forhold til at kunne tage kvalificeret stilling til diagnosticeringen og behandlingen af sorg med henblik på at kunne forbedre samfundets tilbud til mennesker i sorg. Med en ny sorgdiagnose bliver diskussionen om både over- og underbehandling afgørende for på den ene side at undgå unødig sygeliggørelse og på den anden at kunne tilbyde hjælp til mennesker, der faktisk har behov for den.

Forskere

• Alfred Sköld
  Gæsteforelæser
  Tlf: +45 2289 4551
  E-mail: alfred@ikp.aau.dk
• Anders Petersen
  Lektor
  Tlf: 9940 2601
  E-mail: apt@socsci.aau.dk
• Brady Wagoner
  Professor
  E-mail: wagoner@ikp.aau.dk
• Ester Holte Kofod
  Adjunkt
  Tlf: 9940 9068
  E-mail: ester@ikp.aau.dk
• Ignacio Brescó
  Gæsteforsker
  E-mail: ignacio@ikp.aau.dk
• Peter Clement Lund
  Videnskabelig assistent
  Tlf: 9940 7854
  E-mail: pclement@ikp.aau.dk
• Svend Brinkmann
  Professor
  Tlf: 5056 4162
  E-mail: svendb@ikp.aau.dk
• Ditte Winther-Lindqvist
  lektor, DPU, Aarhus Universitet

Associerede forskere

• Anne Suhr
  Ph.d.-studerende DPU

Advisory Board

• Margaret Stroebe
  Professor Emeritus, Utrecht University
• Henk Schut
  Associate Professor, Utrecht University
• Paul Rosenblatt
  Professor Emeritus, University of Minnesota
• Thomas Fuchs
  Professor, University Clinic Heidelberg
• Tony Walter
  Professor, University of Bath
• Allan Horwitz
  Professor, State University of New Jersey
• Todd May
  Professor, Clemson University
• Jaan Valsiner
  Professor, Aalborg University
• Michael Hviid Jacobsen
  Professor, Aalborg University

Den moderne sorgforskning tog sin begyndelse med Freuds banebrydende arbejde for 100 år siden. Med Freud blev romantikkens tidligere idealisering af sorgen afløst af en tiltagende problematisering og tabuisering, og sørgende blev opfordret til at lægge sorgen bag sig og vende deres energi mod fremtiden. Med begreber som ’sorgarbejde’ og ’løsrivelse’ markerede Freud indgangen til det 20. århundredes psykologiserede tilgang til sorg. På baggrund af de freudianske teorier om sorg som et løsrivelsesarbejde, er der siden udviklet en række freudiansk inspirerede sorgmodeller, der beskriver sorg som et arbejde, der dækker over en række mere eller mindre afgrænsede opgaver. En sådan model kan for eksempel findes i den amerikanske psykolog Wordens (1982) opgavemodel for sorg, der identificerede fire sorgopgaver: (1) At acceptere tabets virkelighed, (2) at bearbejde sorgens smerte, (3) at tilpasse sig til en verden uden den afdøde, og (4) at tilbagetrække den følelsesmæssige energi fra den afdøde, og reinvestere den i andre relationer. I en dansk kontekst er denne form for arbejdsmodel især blevet kendt gennem bogen Den nødvendige smerte (Davidsen-Nielsen & Leick 1987). Bogen er siden førsteudgivelsen i 1987 udkommet i flere udgaver og adskillige oplag, og har været banebrydende for, hvordan sorg er blevet forstået og håndteret, både i kliniske miljøer og i den almindelige befolkning herhjemme.

En anden udbredt forståelse af sorg findes i de såkaldte fasemodeller, der i første omgang blev udviklet af psykologerne Robertson og Bowlby (1952) som en beskrivelse af småbørns formodentligt evolutionært udviklede adfærdsrepertoire ved adskillelse fra deres mødre. Robertson og Bowlby kategoriserede børnenes typiske adskillelsesreaktioner i tre faser, hvor den første blev beskrevet som ‘vred søgen/længsel’, efterfulgt af ‘depression og fortvivlelse’, som endelig ledede frem til ‘løsrivelse’. Bowlby og Parkes (1970) videreudviklede denne model til at beskrive tabsreaktioner hos voksne, hvor de tilføjede ‘følelsesløshed’ som en første fase. Den schweizisk-amerikanske psykiater Kübler-Ross’ udvikling af en lignende model til beskrivelse af døendes reaktioner og sidenhen til sørgende, har ligeledes haft enorm indflydelse på kliniske og populærpsykologiske forståelser af sorg i det 20. århundrede (Kübler-Ross 1970; Kübler-Ross & Kessler 2005). De velkendte opgave- og fasemodeller har dannet grundlag for en lang række interventionsstrategier og terapeutiske praksisser, og været skelsættende for, hvordan sorg er blevet forstået, oplevet og håndteret i den vestlige kultur op igennem det 20. århundrede og frem til i dag.

Imidlertid er opgave- og fasemodellerne blevet mødt med tiltagende kritik fra såvel kvantitativt orienteret forskning som antropologiske studier, klinisk forskning og praksis. Især er forestillingen om, at sorgprocessen skal lede til en endelig løsrivelse af de følelsesmæssige bånd til den afdøde, blevet kraftig kritiseret. Som alternativ til fasemodellernes rigide opdelinger og ensidige fokusering på løsrivelse, har både forskere og klinikere påpeget, at ‘fortsat tilknytning’ (continuing bonds) til den afdøde ikke bare er et almindeligt fænomen i sorg, men også noget, der kan være hjælpsomt for den sørgende (Klass, Silverman & Nickman 1996; White 1988). Endvidere er idéen om, at sorg alene skal forstås som en følelsesmæssig proces blevet udfordret, blandt andet i de hollandske psykologer Stroebes og Schuts såkaldte ‘tosporsmodel’ for sorg (Stroebe & Schut 1999). Heri beskrives sorg som en vedvarende vekselvirkning mellem konfrontation med og undgåelse af tabet. De tabsorienterede processer omhandler den følelsesmæssige bearbejdning af tabet og omformning af båndene til den afdøde. Undgåelse af tabet beskrives i modellen som en restaurationsorienteret proces, hvor man forholder sig til de ændringer og udfordringer tabet medfører i nutid og fremtid: At blive i stand til at gøre nye ting, tilegne sig nye roller, og lade sig aflede fra sorgens følelser. I modellen gives der ikke forrang til én af processerne, og bevægelsen mellem dem beskrives som en individuel og tidsmæssigt uafgrænset proces. Udover tosporsmodellen har også narrative tilgange til sorg vundet indpas i de seneste årtier (Walter 2000). De narrative tilgange fokuserer på betydningerne af de efterladtes fortællinger om den afdøde. Efterladte har ikke kun behov for at bearbejde følelser, men også for at bearbejde de fortællinger, hun eller han har om den afdøde, og om sit forhold til den afdøde. De narrative perspektiver lægger vægt på, at de efterladte skal finde måder, hvorpå de kan integrere den afdødes livshistorie i deres egen livshistorie.

De nyere tilgange repræsenterer et opgør med fase- og opgavemodellernes ensidige fokus på emotionel bearbejdning i et kronologisk velafgrænset forløb. Dertil lægger både tosporsmodellen og især de narrative tilgange større vægt på sorgens sociale aspekter, ved at fremhæve betydningen af de sociale relationer den udspiller sig i. Opgøret med faseteorierne indebærer således et opgør med tanken om sorg som et velafgrænset fænomen, der når sin endelige afslutning i form af følelsesmæssig løsrivelse fra den afdøde.

Walter (1999) har fra et sociologisk perspektiv argumenteret for, at vor tids døds- og sorgforståelse kan anskues som udtryk for både senmoderne og postmoderne tendenser. De senmoderne tendenser dækker over, hvordan den enkelte i sin livsførelse uvægerligt inddrager fortolkningsrepertoirer tilvejebragt gennem institutionelle ekspertsystemer. I det senmoderne samfund er det personlige narrativ uløseligt forbundet til viden, der tilvejebringes om mennesket gennem videnskaberne, ikke mindst psykologien og psykiatrien – senest med den kommende sorgdiagnose. De postmoderne tendenser er derimod præget af en udtalt skepsis over for universelle teorier og autoritative ekspertsystemer til fordel for et fokus på det autentiske, personlige og specifikke. I det postmoderne er individet selv den højeste autoritet i forhold til sit eget liv, og således også i forhold til sin egen sorg. Side om side med senmodernitetens ekspertviden om sorg og krise, er der opstået et blomstrende marked for selvhjælpsgrupper, bøger og hjemmesider om og for privatpersoner, der deler deres personlige tabserfaringer.

Sorgforskningens udvikling har således siden Freud bevæget sig fra ideer om sorgarbejde i bestemte faser over mere komplekse modeller og til nutidens skisma mellem sorg som et alment psykologisk fænomen, der kan håndteres gennem ekspertsystemer – senest også i psykiatrien – og sorg som en absolut personlig erfaring. Vi mangler nu viden om, hvordan dette skisma udspiller sig i menneskers liv i dag; om hvordan sorg konciperes kulturelt og ikke alene personligt og socialt; om hvilken rolle de institutionelle aktører spiller for menneskets forståelse af sorg; og endelig om hvad der sker med sorgopfattelsen i takt med medikaliseringen og den kommende diagnose. Dette projekt vil udforske disse spørgsmål sideløbende med indførelsen af en sorgdiagnose i det danske behandlersystem og den unikke mulighed, der her gives for at studere fænomenet før, under og efter indførslen af diagnosen.

Projektet er eksistentielt-fænomenologisk og undersøger, hvordan en tabserfaring påvirker unge, der mister en forælder. Forskning har vist, at der er en akut og betydelig belastning efter tab af forælder, og at tabet ofte har livslange konsekvenser for den efterladte. Kvaliteten af forholdet til den afdøde forælder, socialt netværk og tilstedeværelsen af yderligere stressorer er kendte faktorer, der kan påvirke langtidseffekten af et tab (Stroebe & Schut 2001). Undersøgelsen vil udforske forbindelsen mellem akutte reaktioner og de første års justeringer til at leve med tabet af en forælder i ungelivet. Der trækkes på en ny eksistentiel model for det personlige selv som en kropsliggjort historisk udviklingsproces mhp. at udvikle et vokabular til at afdække kropslige og præ-verbale tabserfaringer (Køster & Winther-Lindqvist, forthcoming). Der foretages semi-strukturerede interviews med 20 unge, der har mistet en forælder inden for de seneste 6 måneder, og 10 af de samme unge følges prospektivt med årlige opfølgende interviews henover de næste 4 år. Designet giver mulighed for at indgå i kritisk dialog med både fase-modellerne og den nyere to-sporsmodel for sorgreaktioner, eftersom både den akutte tabserfaring samt den efterfølgende transition undersøges mhp på at afdække processen og dens konsekvenser i forhold til lidelse, kompliceret sorg og/eller personlig vækst.

Dette delprojekt vedrører afdækning af langtidseffekterne af tab af en forælder i barndommen/ungdommen, ud fra samme teoretiske ramme som delprojekt 1a, men med informanter der undersøges retrospektivt. 30 informanter (15 som har mistet en forælder før 10-års alderen, og 15 der har mistet efter 10-års alderen) interviewes efter de selv er blevet voksne (mellem 30-45 år). Den analytiske strategi anvender den nye eksistentielle model for at belyse, hvordan tabet aflejrer sig som en kropsligt forankret konstituerende del af personen, og f.eks. reaktiveres i forbindelse med senere livsbegivenheder (selv at blive forældre og stifte familie). Informanterne bliver stillet de samme spørgsmål vedrørende deres oplevelser på tidspunktet for tabet, hvordan tabet påvirkede dem dengang og nu (den aktuelle situation, personlige relationer og erhvervsmæssige forpligtelser). Spørgsmålene designes til at afdække både en prærefleksiv kropsliggjort erfaring og mere refleksive oplevelser, og materialet skal analyseres både fænomenologisk og narrativt. Dette design muliggør en afdækning af langtidseffekterne af tab af en forælder og en teoretisk diskussion mellem eksistensfænomenologi og narrative traditioner mhp. på at afdække forholdet mellem kropslige erfaringer og hvordan de overgår og omformes til narrative selv-fortællinger.

Dette delprojekt ligger i krydsfeltet mellem den personlige erfaring af sorg og dens kulturhistorie (Valsiner, 2014). Sorgprocessen involverer en bestemt relation til verden, der i kulturpsykologisk terminologi kaldes ”affektiv logik” (Ciompi, 1997; Lennon, 2010). Enhver kulturel kontekst inviterer via ritualer og praksisser personer ind i bestemte affektive sammenhænge og hæmmer samtidig andre. Personens vej gennem disse affektive sammenhænge er fuld af ambivalenser og er på den ene side partikulær samtidig med, at den på den anden side trækker på kulturelle repertoires for måder at tænke, føle og handle på, herunder diskurser om sorg samt typiske narrative scripts for sorgens forløb. Disse repertoires er normative og anviser kulturelt accepterede måder, man ”bør” sørge og udtrykke sorgen på. Men ud fra hvilken ”affektiv logik” er sorgens normativitet organiseret? Det søger dette delprojekt at give svar på. I første fase ved at udvikle en kvalitativ forskningsmetode, der kan fange den affektive logik. Metoden vil blive afprøvet på ca. 100 studerende. I anden fase vil metoden blive anvendt på to grupper af unge, der ud fra gældende diagnostiske kriterier har henholdsvis normale og problematiske sorgreaktioner. Anden fase vil involvere gentagne dybdeinterview (i samarbejde med forskningsassistent) med 6-10 deltagere for at forstå den affektive logik i dybden.

Historisk set er det især religiøse fortolkningsrammer, som har givet mennesker ritualer og praksisser til at håndtere sorg (Durkheim, 1915; Malinowski, 1948). I den senmoderne tid er sorg imidlertid i stigende omfang blevet genstand for medicinsk og psykologisk intervention og forstås nu stadig oftere i et sundheds- og risikoperspektiv (Stroebe, Schut, & Stroebe, 2007; Walter, 2006). Den kommende sorgdiagnose forventes at få adskillige konsekvenser både individuelt og samfundsmæssigt, og forskningen tyder på, at mellem 10 og 20 % af alle efterladte vil opfylde kriterierne for kompliceret sorg (Shear, 2010). Dette delprojekt vil undersøge de forskellige historiske, sociokulturelle, diskursive og materielle betingelser, der former nutidens sorgpraksisser, hvordan disse praksisser ændres i og med indførslen af sorgdiagnosen og hvordan individer aktivt anvender og er medskabere af disse praksisser og forståelser af sorg. De empiriske data vil være mangfoldige, bl.a. historiske dokumenter, diagnostiske manualer, psykometriske test, professionelle og biografiske fortællinger om sorg, online-materialer og feltobservationer blandt støttegrupper for sørgende. Desuden skal der over en 2-3-årig periode foretages gentagne og mere dybdegående interview med ca. ti personer, der inden for et år har mistet et barn, og som i henhold til litteraturen er i særlig høj risiko for at udvikle komplicerede og forlængede sorgreaktioner. Målet er at forstå, hvordan individernes fænomenologiske erfaringer og biografiske fortællinger relaterer sig til samtidens medikaliserede sorgforståelser, efterhånden som den nye sorgdiagnose sætter sig igennem.

Socio-materielle praksisser for sorg i det offentlige rum er traditionelt blevet koblet til en gruppes kollektive erindring og identitet. Ud fra en rekonstruktiv (Wagoner, in press) og kontekstbaseret (Brescó & Wagoner, 2016) tilgang til hukommelsen, har forskere bl.a. studeret monumenter og mindesmærker i kølvandet på verdenskrigene, Holocaust og Vietnamkrigen (Young, 1993), ligesom man har undersøgt ritualers, materielle artefakters og offentlige rums medierende rolle i relation til fælles tabserfaringer. Dette delprojekt vil fokusere på de mange socio-materielle praksisser, der i dag medierer den offentlige sorgs udtryksformer og hvordan det tabte objekt forhandles socialt, gøres meningsfuldt og erindres forskelligt fra forskelige kulturelle positioner. Tre empiriske spor vil blive fulgt: (a) Offentlig sorg udtrykt gennem online-mindesmærker (Harju, 2015), hvilket undersøges gennem onlineetnografi eller såkaldt ”netnografi” (Kozinets, 2010); (b) offentlig sorg udtrykt gennem officielle mindesmærker, hvilket undersøges gennem anvendelse af ”Dialogical Accompaniment Interactive Group Method” (Espinoza & Piper, 2014), hvorved deltagerne inviteres til at gå rundt ved et mindesmærke og give udtryk for deres indtryk efterfulgt af fokusgruppeinterview; (c) offentlig sorg udtrykt gennem midlertidige mindesmærker, hvilket undersøges som i (b) med særlig fokus på performative og ritualistiske elementer, der karakteriserer sådanne steder (fx et minuts stilhed, bøn, blomsternedlæggelse, kort, digte osv.). Projektet forventes at forløbe over en 5-årig periode, hvilket muliggør en afdækning af de igangværende kulturelle transformationer af sorgens socio-materielle praksisser.

Sorg bliver i stigende omfang betragtet som en lidelse, der kan behandles. Den indskriver sig dermed i samme kategori som depression, angst og opmærksomhedsforstyrrelser. På den baggrund rejser der sig et påtrængende sociologisk spørgsmål: Hvilke socio-strukturelle transformationer har muliggjort denne udvikling? Ligesom det forholder sig med depressionsdiagnosens stigende udbredelse (Ehrenberg 2010; Petersen 2016), så arbejder dette delprojekt ud fra en tese om, at man ikke kan forstå sorgens transformation til en diagnostisk kategori alene ved at se på psykiatrien som en disciplin (der udvikler diagnostiske manualer) eller på medicinalindustrien, der har interesse i at skabe endnu en behandlingskrævende lidelse. Det er også nødvendigt at undersøge de ændrede sociale regler og normer, som har muliggjort sorgens rejse fra hverdagens sociokulturelle verden og ind i en diagnostisk, medikaliseret sfære. Dette sociologiske delprojekt stiller spørgsmålet, hvad der i det senmoderne samfund understøtter denne udvikling? Empirisk undersøges dette ved hjælp af dokumentanalyse af historiske dokumenter (Duedahl & Jacobsen 2010; Lynggaard 2010) – alt fra socio-medicinsk faglitteratur over trival- og populærlitteratur til internetmaterialer – hvor sorgens udviklingshistorie kan kobles til samfundsmæssige udviklingstendenser. I anknytning hertil anvendes hovedsageligt sociologiske samtidsdiagnoser, der søger at bestemme karakteren af det samfund vi lever i. I tillæg til et fokus på de socio-strukturelle transformationer vil projektet forfølge et institutionelt spor og undersøge etnografisk, hvordan forskellige institutionelle praksisser forandres ved indførslen af en ny sorgdiagnose (Agar 2008). Dette undersøges i samarbejde med en ph.d.-studerende, og der vil ske en udvælgelse af to-tre institutionelle sammenhænge som undersøgelsesobjekter.

Dette delprojekt er teoretisk og filosofisk og stiller spørgsmålet: Hvad er en psykisk forstyrrelse? Med udgangspunkt i Jerome Wakefields (1992 m.fl.) teori om psykiske forstyrrelser som ”harmful dysfunctions” undersøges det om og på hvilken måde, der kan være ”dysfunctions” involveret ved sorg, herunder komplicerede sorgreaktioner. Wakefields teori bygger på ideen om naturligt, evolutionært udviklede mentale moduler, som kan lide skade og dermed forårsage lidelse. Men nyere teoridannelser (fx Ingold, 2011; Lock & Nguyen, 2010 m.fl.) har problematiseret den stærke distinktion mellem det naturligt udviklede og det kulturelle, og spørgsmålet er, hvad det betyder for denne autoritative teori om psykiske forstyrrelser (der bl.a. ligger bag diagnosesystemernes seneste udviklinger)? Sorgens udfordring til teorien om mentale moduler er derudover, at der muligvis slet ikke er nogen adaptiv funktion forbundet med sorg. I den forstand kan sorgen betragtes som en slags ”eksistentiel protest” mod, at alt skal være ”nyttigt” i evolutionære termer. Dette projekt bygger videre på en almen teori om psykiske forstyrrelser, udviklet gennem de seneste år (Brinkmann, 2016), men anvendes her specifikt mhp. en analyse af sorg.

Dette delprojekt undersøger sorgen i et spændingsfelt mellem samtidens idealer om det lykkelige liv og lidelsen. Sommetider siger man, at sorgen er kærlighedens pris, dvs. den pris man må betale for at elske nogen. Sorg er i den optik et lidelsesfuldt fænomen, der dog samtidig er meningsfuldt og eksistentielt universelt. Hvad fortæller samtidens forståelse af sorg om vores opfattelse af lykke og lidelse? Er det lykkelige liv det lidelsesfri liv? Hvis ikke – hvordan finder mennesker så rum til sorg og lidelse i en ”lykkekultur” (Davies, 2015), der er præget af ”tvangslykke” (Cederström, 2016)? Er der generationsforskelle på dette punkt – og hvordan udvikler folk deres syn på sorgen, lykken og lidelsen mange år efter et tab (og i lyset af indførslen af en diagnose)? Projektet er empirisk og involverer interview med ca. 30 personer, der inden for et år har oplevet at miste en ægtefælle (fordelt mellem 3 lige store grupper i henholdsvis 30’erne, 50’erne og 70’erne), hvor målet er gennem fænomenologiske og narrative analyser at afdække deltagernes oplevelser af at sørge i en kultur, der kræver lykke, effektivitet og præstation. Projektet bliver longitudinalt og deltagerne bliver interviewet løbende tre gange over en 5-årig periode. Projektet udføres i samarbejde med en ph.d.-studerende.

Dette delprojekt stiller spørgsmålet: Hvorfor sørger mennesker overhovedet? Har sorgen en evolutionær funktion, eller er den et ”tilfældigt” biprodukt af vores kapaciteter til relationsopbygning og emotionelle liv? Dette spørgsmål repræsenterer en udfordring til evolutionspsykologien, der som udgangspunkt ser psykologiske processer som udviklede responser på evolutionære pres. Men det har umiddelbart været vanskeligt at begrebsliggøre en evolutionær funktion ved sorgen. Spørgsmålet vil blive belyst gennem en komparativ undersøgelse af forskelle og ligheder mellem menneskets måde at sørge på og andre højere primaters. Delprojektet vil også involvere en empirisk undersøgelse af sorgens normativitet, dvs. af forskelle på ”hvor meget” og ”hvordan”, man ”bør” sørge, afhængigt af forholdet til den afdøde. Undersøgelsen vil anvende kunstneriske (fx malerier af sørgende i forskellige epoker) og litterære (fortællinger om sorg gennem tiderne, kulminerende med den kommende sorgdiagnose) ud fra en antagelse om, at forskelle på hvordan ”korrekt” sorg er udlagt i forskellige epoker, kan sige noget om forholdet mellem det kulturelt normative og det naturligt kausale. Projektet tager bl.a. udgangspunkt i den hermeneutiske filosof Charles Taylors (fx 1989) teori om, at følelser som sorg opererer indenfor en meningsgivende horisont eller baggrund, der kan forandre sig historisk og kulturelt.