Nyhed
Musik og sang kan øge trivslen for demensramte og personale på plejehjem
Lagt online: 10.07.2024
Nyhed
Musik og sang kan øge trivslen for demensramte og personale på plejehjem
Lagt online: 10.07.2024
Musik og sang kan øge trivslen for demensramte og personale på plejehjem
Nyhed
Lagt online: 10.07.2024
Nyhed
Lagt online: 10.07.2024
Af Louise Lyck Dreehsen, AAU Kommunikation og Public Affairs.
Personalet på plejehjem kan skabe betydelige forbedringer i plejesituationer ved bl.a. at nynne, synge og arbejde med trygge, genkendelige interaktioner, hvor de er fagligt bevidste om toneleje og kropssprog. Det viser forskning fra Aalborg Universitet, som er blevet offentliggjort i tidsskriftet Frontiers in Medicine.
Gennem musikken formår personalet at skabe tryghed og reducere uro hos beboerne, hvilket samtidig forbedrer arbejdsmiljøet for medarbejderne.
Et konkret eksempel stammer fra et plejehjem i Varde Kommune, hvor en medarbejder anvendte musik til at berolige en beboer under en forflytning.
"Bent var urolig og råbte højt, da vi skulle flytte ham, men efter at vi sang en kendt melodi for ham, faldt han til ro og sang endda selv med. Det er tydeligt, at musikken bragte ham tilbage til et mere roligt sted," fortæller plejehjemsmedarbejderen i pilotstudiet.
Forskningen er en del af pilotprojektet Personafstemte Musikalske Interaktioner (PAMI), som er udviklet af musikterapeuter ved Aalborg Universitet. Projektet har til formål at uddanne plejepersonale i at anvende musik som et redskab til at håndtere de udfordringer, der opstår i omsorgen for mennesker med demens.
PAMI-projektet kan blive en vigtig del af diskussionen om, hvordan man kan forbedre kvaliteten af demensplejen i Danmark.
I takt med at antallet af ældre med demens stiger, bliver behovet for effektive og humane plejetiltag mere presserende. Forskningen fra Aalborg Universitet peger på, at musik kan være en afgørende faktor i at skabe en omsorgskultur, hvor både beboere og medarbejdere trives.
"Niveauet for hvad der bliver givet af medicin til at dæmpe mennesker med demens rundt omkring på plejehjemmene er alt for højt her i Danmark. Der er brug for ikke-medicinske tiltag i demensomsorgen," siger professor Hanne Mette Ochsner Ridder, der leder forskningsprojektet, og fortsætter:
”Vi ser hvordan kurserne med PAMI bidrager til ro og nærvær og er en vigtig indsats til at sikre en høj kvalitet i demensomsorgen.”
Med økonomisk støtte fra Velux Fonden vil projektet nu blive udvidet med yderligere forskning og implementering af PAMI til flere plejehjem i landet.
Læs mere
Læs hele forskningsartiklen hos Frontiers in Medicine her (eksternt link).