Resumé

Velfærdsarbejde er fyldt med vilde problemer og dilemmaer, der sjældent kan håndteres ved kun at følge retningslinjer, evidens eller manualer. Ofte må der foretages skøn og prioriteringer og afvejes balancer, hensyn og ressourcer fra situation til situation. Dette dilemmahåndterende arbejde foregår ikke kun hos den enkelte velfærdsprofessionelle, men udspiller sig som et fælles organisatorisk anliggende og under bestemte ideologiske, styringsmæssige og lokale organisatoriske betingelser. Frontpersonalet og dets ledere taler sammen formelt og uformelt i organisatoriske arenaer. De tænker højt sammen, og de reflekterer over faglige problemstillinger i arbejdet med at omsætte politik til praksis. De udøver faglig refleksiv praksis. 

Denne afhandling undersøger en sådan dilemmahåndterende faglig refleksiv praksis. Den undersøger, hvad der reflekteres om, hvordan der reflekteres, med hvilke formål og under hvilke betingelser. Den undersøger i særlig grad, hvad der ser ud til at hæmme og fremme refleksivitet, samt hvordan organisationen håndterer dilemmaer. Dette undersøges med afsæt i forskningsfeltet Street-Level Bureaucracy og metodisk igennem etnografisk feltarbejde indenfor beskæftigelsesindsatsen for borgere med andre problemer end ledighed. Størstedelen af afhandlingens empiri stammer fra et feltarbejde i et dansk jobcenter i 2018-19. 

Begrebet faglig refleksiv praksis trækker tråde tilbage til John Dewey og pragmatismen samt til Donald Schöns begreb den reflekterende praktiker. I afhandlingen vises det i et litteraturreview, hvordan der de seneste godt 20 år er opstået en fornyet forskningsmæssig interesse for begrebet refleksiv praksis. Her er udviklet teori med afsæt i særlig poststrukturalisme, socialkonstruktivisme, dekonstruktion og kritisk teori. I afhandlingen præsenteres på denne baggrund en typologi over faglig refleksiv praksis, der benyttes i de videre analyser. Her skelnes mellem refleksioner, der lukker, og refleksioner, der åbner dilemmaer på forskellig vis. 

I analysekapitlerne zoomes der ind på forhold, der henholdsvis hæmmer og fremmer en faglig refleksiv praksis. Først undersøges sammenhængen mellem organisationens tempo og refleksionerne. Det vises, hvordan der kan være en modsætning mellem et højt organisatorisk tempo på den ene side og behovet for at dvæle i refleksionerne på den anden side. Dernæst ses der på, hvordan den udbredte brug af tal og målinger trækker refleksionerne i en lukkende retning. Herefter undersøges, hvilke former for begrundelser og viden, der især bliver brugt i refleksionerne. Her argumenteres der for, at der ofte søges ”sikker grund”, hvilket igen er med til at lukke dilemmaerne fremfor at åbne dem. Derefter gives en række eksempler på, hvordan en faglig refleksiv praksis kan bidrage til at åbne dilemmaer. I et afsluttende kapitel præsenteres to generaliserbare analytiske modeller over henholdsvis ”refleksionens retning” og ”organisatorisk dilemmakapacitet”. 

Et væsentligt resultat i afhandlingen er, at dilemmaåbnende refleksioner ikke sker af sig selv på et felt præget af en produktionslogik med fokus på levering af aktiviteter og overholdelse af processer. Refleksionerne skal designes organisatorisk. Videnskabsteoretisk tages der afsæt i pragmatismen med et særligt fokus på, at begreber og teorier ikke kun skal beskrive verden, men også gøre en forskel i praksis. Dette gælder for såvel de faglige refleksioner som for den samlede afhandling. 

Hent afhandlingen