Viden om demenskor
Viden om demenskor
Demenskor er et tilbud til mennesker der lever med demens
Når vi synger, aktiverer vi vores vejrtrækning, bevægelse, følelser og erindring og herudover er sang katalysator for fællesskabsoplevelser. Derfor kan deltagelse i et demenskor påvirke den enkelte sanger positivt og på sigt have en forebyggende og sundhedsfremmende effekt.
Der findes forskellige typer af demenskor. Et demensvenligt kor er hvor korleder har en særlig viden om demens, og hvor der er plads til at sangere med demens fortsætter i koret så længe, det giver mening for dem. Et demenskor henvender sig direkte til mennesker der lever med demens. Det kan være nydiagnosticerede, hjemmeboende demensramte eller borgere der bor på plejehjem. De har alle vidt forskellige behov. Koret med nydiagnosticerede retter sig måske kun til den gruppe, hvorimod de andre former for demenskor kan være åbne når det kommer til alder, demenstype, inddragelse af pårørende og frivillige.
For nogle kor er det nødvendigt at korleder har høj faglig indsigt i demens og kommunikation for at kunne tage vare om sangernes behov, og her vil det være relevant at koret ledes af en musikterapeut. For andre kor vil korleder kunne støttes af fagpersoner med viden om demens, og koret vil mere have karakter af musikalsk og social stimulering end en terapeutisk tilgang. Musikterapeuter med erfaring i demens underviser via Sangens Hus korledere i at stå for demenskor og kan desuden efterfølgende supervisere korledere.
DR sætter fokus på demens - se omtale af livsbekræftende dokumentarserie